GAMES!

14. august 2021 0 Af Anne

Der var mange ting, der var anderledes og irriterende under coronanedlukningen. En ting, mange børn ret hurtigt sagde, var, at de var så trætte af al den skærmundervisning. Derfor undrede jeg mig også ret hurtigt over min egen datter. Hun sad hele dagen og modtog onlineundervisning fra sin skole og syntes, der var alt for meget kedelig skærm i hendes liv, men i det øjeblik de havde fri, tog det ikke mange sekunder fra hun og hendes venner havde logget af Teams, til de var logget ind på Discord og diverse spil som fx CSI. Her kunne de så bruge resten af dagen og aftenen på at spille sammen – foran en skærm!

Grunden til, de ikke syntes, det hørte ind under “for meget skærmtid”, var selvfølgelig, at det var her, de mødtes normalt efter skole. Altså også før coronaen. Motivationen kom blandt andet, fordi de selv valgte at spille. De valgte selv, hvilke spil de ville være med i, og desuden foregik meget af deres sociale liv i forvejen på disse platforme.

Jeg tænkte, at det måtte jeg udfordre, så jeg sprang på “spillevognen” og lavede min egen spillebule! Frem fra gemmerne kom gamle brætspilsplader og spillebrikker, der helt klart havde set bedre dage. Jeg eksperimenterede med forskellige måder at filme på, så alle kunne følge med i spillet, og fandt på nye sjove spil fra uge til uge. Nogle varede i lang tid, andre var bare små korte spil, som tog max 5 min.

Men fælles for alle var, at vi ret hurtig blev opslugt af spillene. Tiden fløj afsted, og vi kom ofte til at bruge mere tid på at spille spil end på at spille fløjte!


Og glemte jeg, at jeg havde lovet, vi skulle spille videre i næste time, så kunne jeg godt glemme, hvad jeg ellers havde planlagt. Jeg havde jo lovet, vi skulle spille videre …

Når man spiller spil, oplever man ofte, at tiden flyver – man kommer i flow. Man bliver glad, griner og smiler, for det er tit sjovt at spille, og man interagerer med andre mennesker, som også har det sjovt. Man bliver motiveret til at lave den samme øvelse om og om igen. Især fordi det er sjovt, men også fordi man har en udfordring, der skal løses, og det betyder altså, at man skal være god til lige nøjagtig den øvelse, det drejer sig om.

I spillene bliver vi hele tiden udfordret på mange forskellige parametre, og vi får hele tiden feedback på vores indsats. Hvis vi klarer udfordringerne, kan vi vinde spillet/tjene ekstra penge/komme op i et højere level. Taber vi, ved vi, hvad der gik galt, og vi ved, hvad vi skal øve os på for at komme videre til det næste level.
Men det vigtigste er, at uanset hvad der sker, er vi oftest stadig glade, og vi smiler ad vores egne bedrifter, når vi er færdige med spillet. Både de gode og de dårlige bedrifter, og vi er hurtigt klar til at tage endnu en omgang for at slå vores seneste rekord.

Hvad nu, hvis vi kan overføre alt det her til musikundervisningen?

Pludselig bliver det ikke kedeligt at øve den samme skala igen og igen, for det er faktisk sjovt, og vi skal for næsten enhver pris være bedre, end sidst vi øvede skalaen.
Vi lærer, at det er ok at fejle, og at det kræver en indsats at blive bedre til det, vi gerne vil mestre.
Hvis vi kan nå frem til, at øvning ikke behøver at være hårdt og kedsommeligt, og “jeg skal for enhver pris undgå at lave fejl” til, at det bliver sjovt, motiverende og “alle mine fejl er med til at hjælpe mig til at blive en bedre musiker”, så kan vi nå virkelig langt med de mål, vi sætter for os selv og for vores elever.

Nu er vi jo heldigvis ikke online mere, og hvad skal der så ske? Er det så slut med Annes spillebule?

Nej, det er det heldigvis slet ikke. Jeg vil fortsætte med at spille med mine elever. Endda spille rigtig meget med mine elever. Men det går ikke med mine gamle spilleplader. De er simpelthen for slidte.
Derfor satte jeg mig ned henover sommeren og prøvede at genskabe mange af de spil, jeg har spillet online, og det er der kommet en masse nye spil ud af.

Alle spillene i dette kompendium har et tema: Junglespil! Og der er spil til alle. Både til de små og de store. Der er spil, man selv kan sidde og hygge sig med, der er spil, man skal være mange til at spille, og der er spil, man kan spille to og to. Nogle af dem er hurtige, andre tager længere tid, og nogle af dem er spil, hvor alle spiller sammen mod en fælles fjende, og især ét spil er dybt uretfærdigt.

Men fælles for alle spillene er, at de handler om musik. De har alle et musikteoretisk emne og giver dig en fantastisk mulighed for at gentage små dele igen og igen, så dine elever for eksempel bliver fantastiske til at læse rytmer.
I alle spillene er der mulighed for at indbygge en progression, så der er noget for alle!

Du kan se mere og købe alle spillene i shoppen, hvis du selv skulle få lyst til at spille mere med dine elever.

Rigtig god fornøjelse!